af Kristian Holte, advokatfuldmægtig
På Trustpilot.dk kan man læse en lange række forbrugeranmeldelser af deal sites, der sælger til danske forbrugere. Det interessante er, at nogle forbrugere bebrejder det enkelte deal site for et mangelfuldt produkt eller manglende levering af et produkt, selvom en leverandør og ikke deal sitet selv har leveret produktet.
Kommentarerne tyder på, at forbrugerne ikke er klar over, hvem der er ansvarlige for levering af det produkt, kunderne har købt gennem deal sitet. Kommentarerne viser også, at det ikke klart hvor grænsen går for hvad kunderne køber af deal sitet og hvad kunderne køber af leverandøren.
Det leder til følgende spørgsmål:
- Kan et deal site være ansvarlig for mangelfuld eller manglende levering af det produkt, som deal sitet formidler salget af?
- Hvad kan et deal site gøre for at sikre sig mod ansvar for leverandørens fejl og mangler?
Kan et deal site være ansvarlig for mangelfuld eller manglende levering af det produkt, som deal sitet formidler salget af?
Det korte svar er ja.
Som udgangspunkt indgår forbrugeren en aftale med deal sitet og har derfor kun deal sitet at holde sig til som kontraktspart. Det er deal sitets opgave at informere forbrugeren, hvis deal sitet ikke skal være part i kontraktsforholdet, men alene fungere som mellemmand. Derudover skal deal sitet tydeligt informere forbrugerne hvis ikke deal sitet ønsker at være ansvarlig for levering af produktet.
Derudover er det vigtigt, at deal sitet skelner mellem deal sitets egne forpligtelser og leverandørernes forpligtelser. Deal sitet er selv ansvarlig for selve værdibeviset og de oplysninger, som deal sitet angiver på værdibeviset. Disse oplysninger skal overholde markedsføringslovgivningen, hvilket blandt andet betyder, at de skal være korrekte og ikke må være vildledende.
Fra en juridisk synsvinkel er det ikke helt klart, hvorvidt et deal site i udgangspunktet fungerer som fuldmægtig eller agent for leverandøren eller hvorvidt deal sitet videresælger en fordring til forbrugeren, som deal sitet har mod leverandøren. Denne uklarhed skal deal sitet afklare direkte i aftalen med kunden for at undgå problemer.
Hvad kan deal sites gøre for at sikre sig mod ansvar for leverandørernes fejl og mangler?
Et deal site skal nøje overveje hvilken position deal sitet ønsker at have. Hvis deal sitet udelukkende ønsker at være mellemmand, skal deal sitet gøre forbrugeren klart opmærksom på dette før køb og i deal sitets handelsbetingelser. Hvis deal sitet derudover ønsker at fraskrive sig ansvaret for visse forhold skal dette tydeligt kommunikeres til forbrugeren. Jo mere indgribende vilkår for forbrugeren, desto tydeligere skal vilkårene fremhæves.
Forbrugeren skal blandt andet gøres udtrykkeligt opmærksom på, at deal sitet ikke er ansvarlig for:
- Mangelfulde produkter [ex: Kunden fik en dårlig oplevelse på restauranten]
- Misvisende priser [ex: Prisen på værdibeviset var baseret på en for høj førpris, som leverandøren havde oplyst]
- Manglende levering af produktet [ex: Restauranten nægtede at indløse værdibeviset fordi restauranten ikke havde modtaget betaling fra deal sitet]
- At leverandøren viser sig at være en svindler [ex: Lampen bestilt på internettet blev ikke leveret og gentagne anmeldelser på Trustpilot viste, at leverandøren aldrig havde leveret]
Ikke alle deal sites, der henvender sig til danske forbrugere, lever op til de krav.
Det kan betyde negativ omtale i kundekredsen, hvilket kommentarene på Trustpilot viser.
Omvendt kan en proaktiv tilgang med klar kommunikation af tydelige juridiske vilkår øge chancen for positiv omtale og mindske risikoen for dårlig.
Kristian Holte, advokatfuldmægtig.

Foto i indlæg: Or Hiltch



Interessant læsning, der er helt sikkert nogle huller der skal ses efter, et site som industribasen, bilbasen, dba osv afskriver ansvaret for hvad sælger har skrevet i en annonce, så burde gælde på samme møde for deal sites.
Mvh
Morten
@Morten: Helt enig.
Det handler grundlæggende set om at gøre vilkårene meget tydelige, så kunderne ikke bliver overraskede. Men det er klart, at alle “formidlervirksomheder” i et vist omfang skal tjene to herrer, hvilket kan skabe udfordringer.
Helt bestemt, det er en balance gange, en side som dba, industribasen osv hvor der er mange der bruger siderne skulle man næsten have en ekstra mand til at gennemlæse annoncer og se billeder for at undgå at der bliver skrevet noget stødende, så godt det er på denne måde for os med portaler.
Tak for en god side iøvrigt.
Mvh
Morten
Jeg er glad for, at du finder indholdet interessant. Du er altid velkommen til at foreslå emner, hvis du støder på noget i din hverdag.
Det skal jeg nok gøre kan du tro
Mvh
Morten