Hvilke udfordringer skaber blokering af udenlandske hjemmesider, der sælger ulovlige lægemidler?

af Kristian Holte, advokatfuldmægtig

I sommeren 2011 blev der foretaget en vigtig ændring af lægemiddelloven på området for salg af lægemidler på internettet. Ændringen er både interessant for producenter og udbydere af lægemidler og for internetudbydere. 

Ændringen giver nemlig Lægemiddelstyrelsen mulighed for at anmode internetudbydere om at blokere for udenlandske hjemmesider, der sælger ulovlige lægemidler til det danske marked. Det er kun muligt at blokere for hjemmesider, der er etableret uden for EU. Hvis ikke internetudbydere efterkommer Lægemiddelstyrelsens henstilling om blokering, kan Lægemiddelstyrelsen forsøge at nedlægge fogedforbud mod internetudbyderne, der så i givet fald kan blive pålagt at blokere for adgangen til den pågældende hjemmeside.

Internetudbydere kan ikke straffes for at nægte at efterkomme en henstilling om blokering fra Lægemiddelstyrelsen. Men det betyder ikke, at internetudbydere kan ignorere henstillinger fra Lægemiddelstyrelsen. For internetudbydere vil kunne straffes for at overtræde et eventuelt fogedforbud rettet mod udbyderne. Muligheden for blokering stiller derfor uanset hvad internetudbydere i en vanskelig position, idet internetudbydere principielt skal forholde sig til, hvordan man behandler henstillinger fra Lægemiddelstyrelsen.

  • Skal internetudbydere undersøge, hvorvidt den pågældende side rent faktisk sælger ulovlige lægemidler til Danmark? [det kan være en særdeles vanskelig vurdering]
  • Hvilken type dokumentation for ulovlighed kan internetudbydere kræve af Lægemiddelstyrelsen? [her kan opstå problemer i grænsetilfælde, hvor parterne ikke er enige om, at lægemidlerne er klart ulovlige]
  • Skal internetudbydere pr. automatik efterkomme Lægemiddelstyrelsens henstillinger? [her vil prioritering af ressourceforbrug også spille en rolle for internetudbydere]
Omvendt giver reglerne anledning til, at producenter og udbydere af lægemidler samt andre interessenter på området stiller sig selv følgende spørgsmål:
 
  • Skal man som interessent igangsætte eller intensivere overvågning af markedet for salg af ulovlige lægemidler på internettet?
  • Skal man interessent etablere et system, hvor informationen fra overvågningen bliver videreformidlet til Lægemiddelstyrelsen?
  • Skal man som interessent i øvrigt indlede eller udbygge dialog med Lægemiddelstyrelsen for at afdække Lægemiddelstyrelsens arbejdsprocesser i forbindelse med blokering for ulovligt salg?

Alt efter hvilket perspektiv aktøren har, vil det altså være relevant at gøre sig forskellige overvejelser.

Nogle af overvejelser er nu blevet sat på spidsen i den første sag på området:

Lægemiddelstyrelsen havde i sommeren 2011 henvendt sig til en række internetudbydere med henstilling om blokering af hjemmesiden 24hdiet.com. Internetudbyderne havde nægtet at efterkomme Lægemiddelstyrelsens henstilling og Lægemiddelstyrelsen havde derfor indgivet anmodning om fogedforbud til Fogedretten i København. Fogedretten traf den 5. september 2011 afgørelse, der pålagde udbyderne at blokere for adgangen til 24hdiet.com. 

Sagen viser domstolssystemets villighed til at håndhæve de nye regler i lægemiddelloven. Dog afgjorde dog ikke den lange række tvivlsspørgsmål, som stadig knytter sig til de nye regler.

Aktørerne på området, herunder internetudbydere, producenter og udbydere samt Lægemiddelstyrelsen selv, vil under alle omstændigheder skulle tage et strategisk valg om håndtering af blokering for udenlandske hjemmesider, der sælger ulovlige lægemidler til Danmark.

Kristian Holte, advokatfuldmægtig.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>